Byg en egernkasse

Kassetyper:
Grunden til at der her blandt fuglekasser pludselig har sneget sig en egernkasse ind er, at dels lever egern mange af de samme steder som natugle og tårnfalke, og dels er kasserne næsten identiske. Så når man alligevel er igang med rundsaven, kan man nemt snige en egernkasse med i produktion 🙂

Både natugle- og tårnfalkekassen kan bruges som base for egernkasse, for eneste forskel er dybden. Her er valgt tårnfalkekassen som model idet jeg flere gange har fundet egern i denne kassetype. Groft sagt bygges en almindelig tårnfalkekasse, og eneste forskel er, at den til slut forsynes med 3 huller i ø65 mm.

Tegninger (i pdf-format):
Tegningen er lavet til masseproduktion, men man kan snildt skære en kasse ud af rester efter de viste mål. Taget må gerne være større end vist så det beskytter/dækker kassen mest muligt, speciel fordi egernkassen også har huller i siden.

TEGNING (i pdf-format):  Tårnfalk Standard (Bruges som basis for egernkasse)

VEJLEDNING (i pdf-format): Billedvejledning til EGERNKASSE

Materialer:
Alt kan i princippet anvendes, men det er meget vigtigt at man ender op med at have bygget en kasse der kan tåle at hænge udendørs med et minimum af pleje i mange år. Alt for mange kasser falder ned indenfor få år eller taber tag/bund fordi der er sjusket i byggefasen, og det koster i værste fald en redefuld unger livet. En god velbygget kasse holder nemt 10-15 år uden pleje.
Gode resultater opnår man hvis man anvender vandfast krydsfinér i 15-19 mm’s tykkelse som efterfølgende behandles med træbeskyttelse. Dette kombineret med et tag belagt med tagpap giver en holdbar kasse.

Samling af kassen:

Klik på billederne herunder for at de detaljerne:

De enkelte dele saves ud. Indvendigt bærestykke monteres, tovhullerne bores og rejfes og rundes på begge sider. Det er vigtigt af tovhullernes kanter IKKE er skarpe, for i løbet af få år vil tovene i modsat fald blive ‘trukket over’ i takt med at ophængningstræet gror og tovene omkring det strammes. Bærestykket giver bagpladen styrke, og forhindrer kassen i at blive trukket skæv – især vigtigt hvis der bruges tyndere plade. Selve kassen samles med RUSTFASTE skruer (fx ‘terrasse-skruer’ som vist ovenfor), og kassen males med god træbeskyttelse 1-2 gange (fx i farven Grøn Umbra). Slutteligt sømmes eller brændes et rigeligt stykke tagpap på taget. Ved sømning af tagpap bruges varmforzinkede papsøm – og de må IKKE stikke ned i kassen!