Byg en natuglekasse

IMG_2237

Kassetyper:
Der findes mange forskellige typer: brædde-, beton- og krydsfinérkasser i mange størrelser og udformninger fungerer alle som natugleboliger hvert eneste år i danske skove og haver. Her vises opskriften på et par enkle og letbyggelige krydsfinerkasser som natuglerne holder af.

TEGNINGER (i pdf-format):                    Natugle Standard    Natugle Hulkasse

VEJLEDNINGER (i pdf-format):               BILLED-VEJLEDNING     Kassefremstilling

Tegningerne er lavet til masseproduktion, men man kan snildt skære en kasse ud af pladerester efter de viste mål.

Se desuden fremstilling af en bræddekasse nederst på denne side. Tegningen finder du her:   Natugle Bræddekasse

 

Materialer:
Alt kan i princippet anvendes, men det er meget vigtigt at man ender med at have bygget en kasse der kan tåle at hænge udendørs med et minimum af pleje i mange år. Alt for mange kasser falder ned indenfor få år fordi der er sjusket i byggefasen, og det koster i værste fald en redefuld unger livet. En god kasse holder derimod nemt 10-15 år uden pleje.
Gode resultater opnår man hvis man anvender vandfast krydsfinér i 15-19 mm’s tykkelse som efterfølgende behandles med træbeskyttelse. Dette kombineret med et tag belagt med tagpap giver en holdbar kasse. Man kan også bruge brædder; de holder også i mange år, men bræddekasser er oftest lidt tungere og dermed også lidt tungere at hænge op.

Samling af kassen (se også BILLED-VEJLEDNING i pdf):
De enkelte dele saves ud. Indvendigt bærestykke monteres, tovhullerne bores og rejfes og rundes på begge sider. Det er vigtigt af tovhullernes kanter IKKE er skarpe, for i løbet af få år vil tovene i modsat fald blive ‘trukket over’ i takt med at ophængningstræet gror og tovene omkring det strammes. Bærestykket giver bagpladen styrke, og forhindrer kassen i at blive trukket skæv – især vigtigt hvis der bruges tyndere plade.Selve kassen samles med RUSTFASTE skruer (fx ‘terrasse-skruer’ som vist ovenfor), og kassen males med god træbeskyttelse 1-2 gange (fx i farven Grøn Umbra). Slutteligt sømmes eller brændes et rigeligt stykke tagpap på taget. Ved sømning af tagpap bruges varmforzinkede papsøm – og de må IKKE stikke ned i kassen!

 

NEM LILLE BRÆDDE-KASSE: Hvis man ikke er vild med at skære hele krydsfiner-plader ud er her en bræddekasse der kan laves af trykimprægnerede brædder (160×23 mm). Brædderne er både langtidsholdbare og billige: til den viste kasse skal der bruges godt 5,5 meter (køb 6), hvilket i fx Jem&Fix koster ca 90 kroner. Brædderne er desuden nemmere at håndtere, og er nemmere at få med hjem i en bil. Med brædder i 23 mm tykkelse eller mere skal man bruge en længere skrue, fx ø4,2x55mm til selve samlingen af kassen. Skruer inde i kassen skal være lidt mindre. Tegningen findes ovenfor under ‘Tegninger’, eller på linket her.

Klik på billederne herunder for at de detaljerne:

ffff

 

Nedenstående billeder er fra en kassebygger på Midtfyn som brugte tegninger og tips her fra siden, og som havde succes med projektet – klik på billederne for at se dem i fuld størrelse:

 

Og denne kasse har hængt i 25 år – ligeledes på Midtfyn – indtil tovene gav op. Den kom en tur på værksted hvor den fik ny bagplade med 2 bærestykker, ‘ugle-unge-stige’ samt ny bund i trykimprægneret træ, og en omgang frisk maling. Så kan den 20 år igen –  klik på billederne for at se dem i fuld størrelse:

Du kan købe kasser til natugler her hvis du ikke vil lave dem selv:

Vivara.dk   (kasser i træ og beton)

Greentools.dk   (trækasse)

Hokuskrokus.dk   (trækasse)